Eksperimentel noise music med spirituelle overtoner
Johns Lunds rå solo saxofonlyd er ganske let krydret med phaser, en smule delay og lidt rumklang. Effekterne lige netop twister saxofonlyden og gør den let overjordisk. Ja, måske ligefrem spirituel. I bedste old school-stil trækkes der på 60’ernes amerikanske experimental music-tradition: et stærkt grafisk plade-cover med monokrome kvadrater i stærk rød og gul og sort tekst på hvid baggrund - alt sammen silketryk fra komponistens hånd. Hertil kommer et medfølgende grafisk partitur med tonerækker placeret i en stram geometrisk figur og en stærkt nedkogt håndskrevet tekst, som på cage’sk manér kun udstikker tonehøjder for fremførelsen af hver enkel komposition.
Ingen titler, kun tonerækker
Kompositionerne på Johns Lunds plays Metatrons Cube har ingen titler. Kun seks tonerækker, der snor sig om midten af hver vinylside som en grafisk klangcirkel. Ret hurtigt ser man, at cirklerne med tonerækker går igen i det grafiske partitur, og at de tilsammen danner en særlig geometrisk figur – en Metatron kube. Figuren ligner et astrologisk horoskop, og er det næsten også. Mere om det senere.
Skal vores øre lære noget, eller skal det have klaps?
Første skive lægger ud med en brægende saxofon, der ligesom en ambulance-sirene ikke vil stoppe. Udholdende som bare fanden. Der er ikke meget hjælp at hente for det utrænede øre. Ingen kære mor. Holder man ved lige så indædt som Johns Lunds selv på saxofonen og lader øret vandre, viser de ganske sparsomme lydeffekter sig at give pote. Ud af det to-tonige ambulance-inferno dukker et sært fortryllende overtonespil frem. Fine sprøde overtoner nærmest prikkes ud af en sort stjernehimmel og trækkes på snor. Det forfinede fødes ud af det rå og lige-på, for den der gider at lægge øre til. Er Johns Lunds ude i et pædagogisk ærinde? Skal vores øre lære noget, eller skal det have klaps? Begge dele.
I de efterfølgende kompositioner udvides kompleksiteten og klangfarvespillet gennem en udvidelse af tonerækker, fortegn og spilleteknik. I den anden komposition kaster Johns Lunds sig ud i kaskader af toner, udstukket fra en ny og rigere tonerække. Fraseringen er bebop jazz-agtig, hvilket giver fraserne form og retning - minimalist Terry Riley møder bebop-musiker Dizzy Gillespie indhyllet i en dis af noise art. Tonen er sat.
Jazzet ’noise art’ i spirituel ekstase
I tredje og fjerde komposition sniger henholdsvis b- og #-fortegn sig ind i de nye tonerækker. Det jazzede feel klæder materialet overordentligt godt. Dizzy Gillespie og Terry Riley er stadig på spil, men klangfarven ændrer sig markant. De elektriske lydeffekter giver klanguniverset et lidt twistet og surrealistisk feel. Med Johns Lunds’ ekstatiske spil op og ned ad tonerækkerne, nærmer musikken sig noget spirituelt.
Med Johns Lunds’ ekstatiske spil op og ned ad tonerækkerne, nærmer musikken sig noget spirituelt.
Særligt stemningen i fjerde komposition er mere syret og vild end i de foregående kompositioner. Her er det som om Johns Lunds bevæger sig rundt i ”toneskyer” eller i bestemte afgrænsninger af tonerækkematerialet. Dermed undersøger han i højere grad områder af tonerækken snarere end den samlede tonerække.
Metatrons Cube og rejsen til Den femte dimension
I femte og sjette komposition går Johns Lunds mere og mere amok på sit instrument. Nu er det ikke bare tonematerialet og de elektriske lydeffekter, der står for skud - men selve saxofonen som instrument. Der bliver overblæst i mundstykket, så det piver og hvæser. Saxofonen skriger. Vi har for længst forladt Dizzy Gillespie og Terry Riley og er nu ovre i en hardcore støjkunst. Saxofonen får kærlige tæv - og vi med. Der er saft og kraft på spil, ørerne stritter og nerverne sidder uden på.
Hvad sker der lige her?
Svaret falder i to dele. Første del af svaret skal findes i titlen: Johns Lunds plays Metatrons Cube. »Metatrons Cube« refererer til den tredimensionelle figur, som er afbilledet i det grafiske partitur. De seks yderste cirkler udgør i Johns Lunds partitur de seks kompositioner med tonerækker.
Metatrons kube er hentet fra den okkulte geometri. ’Metatron’ er hebraisk, og er ifølge jødisk tradition navnet på den højest rangerende engel, som i Talmud fungerer som himmelsk skriver lige under Gud (Jahve). De syv midterste cirkler i Metatrons kube symboliserer livets træ i Edens have. Ærkeenglen Metatron spiller ifølge de apokryfe skrifter en særdeles vigtig rolle i Adam og Evas eksklusion fra Edens have. Han har en dobbelthed i sig, idet han både fungerer som visdommens operator og som slangen i paradis: Han frister med viden og selverkendelse, men bringer samtidig dødelighed og bortvisning fra Paradis med sig. Al viden kommer med en pris.
Anden del af svaret finder man i slutningen af partiturets spilleinstruks: »To be played with spiritual feeling. The infinite journey to the fifth dimension«. ’Den Femte Dimension’ refererer til en okkult vision om menneskets snarlige mentale opstigen til et større bevidsthedsniveau (i 2012, for at være helt præcis), men med en samtidig krise eller ’syndefald’ i form af global opvarmning, finansiel krise m.m.
Dommedagsprofeti med en lykkelig udgang
Sammenstillingen af den okkulte ærkeengel, forklædt som Metatrons kube, og visionen om menneskets snarlige bevidsthedsudvidelse og opstigen til Den femte dimension - giver Johns Lunds værk stærke spirituelle referencer. Tilsammen danner de en slags dommedagsprofeti med en lykkelig udgang: En snarlig spirituel opvågnen, midt i massiv global krise.
- Eller også er der den mulighed, at der i selvsamme titel fra Johns Lunds side ligger en stærk ironisk distance til netop dette?
Hvor om alting er, synes det at være Johns Lunds ambition, at kæde kompositoriske systemer sammen med spirituelle systemer, for at understrege musikkens evne til at bringe os ind i en meditativ eller spirituel tilstand. En tilstand, hvor vi - hvis vi gider lægge øre til - får mulighed for at transcendere og dermed forlade denne verden og tage på en spirituel rejse mod større erkendelse.